EY Entrepreneur Of The Year 2020

International

March 23, 2021

Scanmetals vinder EY Entrepreneur Of The Year 2020 i kategorien Innovation. Det er anden gang, at virksomheden vinder innovationskategorien i konkurrencen. Scanmetals er ikke bange for at eksperimentere og tænke nyt – tværtimod – og Scanmetals teknologi udvikles og forfines fortsat, lyder det bl.a. fra juryen.

I kategorien Innovation er fokus på vækstvirksomheder, der hele tiden finder nye måder at adskille sig positivt fra konkurrenterne på – det kan være gennem teknologi, produkter, nye markeder eller nye processer, men fremfor alt gennem nytænkning. Her er tale om virksomheder, der gør noget banebrydende, og hvor innovation er solidt forankret i virksomheden. Kategorien er rettet mod virksomheder, der opfylder konkurrencens generelle vækstkriterier.

Scanmetals A/S blev kåret som vinder af kategorien ved landskåringen i EY Entrepreneur Of The Year, som i år foregik virtuelt, torsdag aften. Scanmetals ved Ejvind Pedersen har udviklet en metode til at udvinde metaller fra slaggerne fra forbrændingsanlæg ved en 100 % miljøren proces uden brug af kemikalier. Alt omsmeltes til genanvendelse.

”Dette års vinder har høstet anerkendelse på området før og står velfortjent øverst på podiet igen. Juryen ser her ægte entrepreneurånd og evnen til at skabe brancherevolutionerende teknologi med fokus på klima og miljø,” siger Søren Smedegaard Hvid, Partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year.
”Juryen bemærker også, at Scanmetals ikke bange for at eksperimentere og tænke nyt – tværtimod. Scanmetals teknologi udvikles og forfines fortsat og er afgørende for, at vi kan sortere og genbruge affald. Det taler ind i tankerne om den cirkulær økonomi og har betydning for at udnytte vores ressourcer på en bæredygtig måde – og den indsats vil juryen gerne anerkende,” supplerer Niels Bang-Hansen, chef for Business Banking, i Danske Bank, der er hovedsamarbejdspartner i konkurrencen.